mandag den 28. december 2015

"Den sidste gode mand" af A. J. Kazinsky



Handlingen - Forlagets beskrivelse:
"Folk dør hele tiden. Oftest på hospitaler. Derfor var planen genial. Enkel, næsten banal. 

Således starter denne prisvindende, danske krimi-roman der er blevet solgt til udgivelse i det meste af verden. Politimanden Niels Bentzon er på jagt efter en seriemorder der, med afsæt i en gammel, jødisk myte om 36 retfærdige mennesker på jorden, har udset sig de "gode" som ofre. Men hvem fortjener betegnelsen "et godt menneske"? Snart indser Niels Bentzon at han står over for en usædvanlig morder med en guddommelig plan. Spørgsmålet er om det er for sent. 

Anmeldelse:
"Den sidste gode mand" er en anderledes spændingsroman, der er en slags Dan Brown'sk jagt efter løsningen på et mysterie om dødsfald på "de 36 gode mennesker". Niels Bentzon vikles tilfældigt ind i sagen, da han via indsamlet materiale fra en politimand i Venedig og ved hjælp fra Hannah Lund starter jagten på at forstå systemet i dødsfaldene af "de gode mennesker". Ofrene har alle et mystisk mærke på ryggen og der er dødsfald overalt i verden. Kun hvis de forstår systemet kan dødsfaldene forhindres. Hannah Lund ender med at forstå systemet og så starter en intens jagt på at forindrer endnu et dødsfald.

Det er en særdeles underholdende og spændende krimi. Også selvom den bevæger sig "på et guddommeligt plan". Den bringer læseren ind i en eventyrlig jagt, som er utrolig godt konstrueret og siderne vender sig selv. 

Personskildringerne giver en godt kendskab til de personer man møder i bogen, så man lever sig hurtigt med i deres verden, også på et psykologisk plan. Jeg kan godt lide hovedpersonen Niels Bentzon.

Læs den - kan varmt anbefales. 

fredag den 11. september 2015

"Pandekagehuset" af Carin Gerhardsen



Handlingen - Forlagets beskrivelse:
Mandag eftermiddag i november, klokken er fire og mørket sænker sig over sneen. Ejendomsmægleren sætter sig til rette i toget med dagens avis. Når han ser på alle de triste, gråblege ansigter i kupeen, føler han sig lykkelig. Han har succes på arbejdet, er gift med en dejlig kvinde og far til tre børn. Ud af øjenkrogen skimter han en anden mand, der sidder tværs over for ham. Manden ser luset ud, men virker bekendt. Gad vide, om Manden er lykkelig ligesom han selv er? Om hans liv har formet sig, som han drømte om?

Da toget standser, står begge mænd af, dagen efter er kun en af dem i live.

Mordet på Hans Vannerberg er det første af flere bestialske mord, der følger i Midtsverige. Kriminalkommissær Sjöberg fra Hammarby Politi i Stockholm leder efterforskningen. Han er selv far til fem og gift med Åsa. Sammen med kollegaerne indleder Sjöberg jagten på morderen. Et menneske, der er drevet  af hævn, og hvis motiver går helt tilbage i barndommen.


Anmeldelse:
"Pandekagehuset" fik jeg for flere år siden med et ugeblad og den har længe ligget  ulæst hen. Men nu kom den op til overfladen. "Pandekagehuset" er Carin Gerhardsens debut krimi i en planlagt serie om kriminalkommissær Sjöberg.

"Pandekagehuset" handler om hævn fra fortidens mobning, hvilket er et velkendt motiv i mange tidligere krimier. Men det er bare ikke vellykket i denne. Jeg bliver ikke rørt af fortællingen og kommer aldrig under huden på personerne i bogen. Det gør læseoplevelsen noget flad. 

I bogen optræder kriminalkommissær Sjöberg, men også Petra Westman, der i løbet af bogen udsættes for et drug-rabe. Der bruges en del sider på det, både før, under og efter, men det har ingen relation til den anden handling i bogen, hvilket er sært. 

Som i mange andre bøger er der også passager om dagligsting, men her beskrives det på en måde, der bare ikke er interessant eller addere noget til oplevelsen. 

Og sidst, men ikke mindst er hverken mordene eller jagten på morderen spændende. 

Beklager, men det var desværre en lidt kedelig oplevelse.

tirsdag den 25. august 2015

"Løvetæmmeren" af Camilla Läckberg



Handlingen - Forlagets beskrivelse:
Byen er som frosset fast i vinterkulden, da en næsten nøgen pige går i blinde gennem skovens tunge snedække ud på vejen og fanges i forlygterne fra en bil. Føreren når ikke at undvige hendes spinkle skikkelse.

Da Patrick Hedström og hans kollegaer modtager alarmopkaldet, er pigen allerede identifice at ret. Hun hedder Victoria og er en af hestepigerne fra den lokale rideskole. Ingen har set skyggen af hendes, siden hun forsvandt på vej hjem fra staleden fire måneder tildligere, men det er tydeligt, at hun er blevet mishandlet i mellemtiden.

Sagen om Victoria er ikke den eneste familietragedie i Fjällbacka den vinter. Erica Falck er ved at skrive en bog, der bygger på en gammel sag om familien Kowalska. Faderen var cirkusartist og polak af oprindelse, moderen sidder fængslet for mordet på ham. Erica har gennem længere tid forsøgt at få hende i tale for at høre nærmere om, hvad der skete dengang. Nu har hun indvilliget i, at Erica besøger hende i fængslet. Men Erica ved, at hun ikke fortæller sandheden.
 
Anmeldelse:
"Løvetæmmeren" er den 9. fritstående roman om det mordramte Fjälbacka i Sverige og med det kendte persongalleri Erica, Patrick, Mellberg og alle de andre. Det er første roman siden 2012, men selvom det er længe siden sidste roman, så dukker de velkendte personer hurtigt op på nethinden.  

Og det er med lidt ambivalente følelser at møde Fjälbacka-folkene igen. På den ene side er det hyggeligt at genoplive de "gamle" personager, som man efterhånden kender så godt - og på den anden side, så er det også en anelse trivielt - specielt at den inkompetente og smådovne Mellberg fortsat er politichef virker lidt trættende og der forekommer også en del gentagelser, for at friske læserens hukommelse op.

Bogen er bygget op som Camilla Läckberg plejer at gøre i sine krimier. Man følger tre historier: Dels følger man Patrick og hans kollegaers opklaring af den nyligt afdøde Victoria, der egentlig var forsvundet, men pludselig dukker op på en snedækket landevej og påkøres af en bil. Pigen er kun en af flere forsvundne piger og politiet leder forgæves efter spor, der kan kæde de forsvundne piger sammen. Dels følger man Erica, forfatterinden med den utrolige intuition, som altid roder sig ind i sin mands politi-sager. Erica skriver på en bog om mordet på Vladek, en cirkusartist, der slog sig ned i Fjälbacka i 70'erne med sin kone og to børn. Erica forsøger forgæves at få konen Laila til at fortælle om mordet.Og sidst, men ikke mindst, en tredje kursiveret historie om hvad der rent faktisk foregik i 70'erne, da Vladek mødte Laila - en historie der langsomt bringer forståelse for hvad der foregik.

Også selve bogen gør mig lidt tvedelt i min læseoplevelse. På den ene side en spændende historie, som er godt fortalt med uhyrligheder, som også bragte gåsehud på mine arme. På den anden side, så er Camilla Läckbergs krimier efterhånden så meget skrevet over samme læst, at det bliver lidt trivielt: Patrick efterforsker mord, Erica efterforsker stof til bog, de to historier har overraskende noget med hinanden at gøre, Erica knækker koden og bringes i fare, Patrick redder hende. I denne bog er der ret mange tråde at holde styr på, at man næsten mister overblikket.

Så: Underholdende absolut, men også lidt rodet og triviel. Jeg vil dog stadig hænge på - det virker som om, at der bestemt kommer flere bøger om Patrick og Erica.
 

søndag den 16. august 2015

"Sort morgen" af Cilla & Rolf Börjlind



Handlingen - Forlagets beskrivelse:
Olivia Rønning er tilbage i politiet efter sit sabbtår og har slået sig ned i den skånske by Höganäs. Da det lille samfund rystes af et brutalt mord, sættes Olivia på sagen. Få dage senere begås et nærmest identisk mord, denne gang uden for Stockholm. De makabre mord giver genlyd i hele landet, og Olivia må samarbejde med Rikskrim for at finde morderen, inden nye forbrydelser finder sted.

Samtidig dukker en bog op med udklip fra den såkaldte Jill-sag. Den sag, som var årsag til, at Tom Stilton blev udmanøvreret i sit job som efterforsker i politiet. Den eneste sag, som han ikke fik opklaret, og som han nu ikke længere kan lade ligge.

Da et DNA-spor fra Jill-sagen matcher et spor fra de nye mord, tager sagen en uventet drejning. Opklaringsarbejdet fører fra Skåne til Stockholm og ud på øen Möja i den stockholmske skærgård. Fra nynazistiske celler og hadforbrydelser på nettet til et kollektiv fra 70'erne, som gemmer på store mørke, hemmeligheder.

Anmeldelse:
For ikke længe siden læste jeg med stor fornøjelse "Den tredje stemme" og da jeg så, at der allerede var en efterfølger udgivet, kastede jeg mig over den straks.  

Olivia involveres i to barnemord begået helt umotiveret og uden de store spor at gå efter. Tom's gamle sag om den sorte prostituerede Jill vækkes til live igen via en bog med gamle udklip i. De to sager spindes sammen, da et hudskrab fra neglene fra et af børnene matcher et DNA spor fra Jill mordet. Og så går den vilde jagt for at finde ud af sammenhængen, baggrunden, motivet og ikke mindst den ubehagelige morder. Lige som i sidste bog, så involveres Olivia i en sag og Tom i en anden sag og sjovt nok spindes de to sager sammen. Det virker lidt søgt og jeg ville ønske at forfatter-parret udvikler lidt på det.

Barnemord er ikke hverdagskost hverken i virkeligheden eller i krimier for den sags skyld. Der er megen smerte i bogen og man forarges af de nazistiske / racistiske passager. Bogen bygger historien godt op ift at forstå den rette sammenhæng og hvad det er der driver folk til at begå sådanne uhyrligheder. Selvom plottet er spændende, så er det ganske urealistisk - der er brugt noget fantasi for at strikke historien sammen. Men det er en god og spændende bog, der fænger trods det lidt urealistiske plot.

lørdag den 8. august 2015

"Gengældelsen" af Steffen Jacobsen



Handlingen - Forlagets beskrivelse:
Danmark mister sin uskyld, da en selvmordsbomber udløser en sprængladning under en af Tivolis mest populære forlystelser. Ingen tager ansvar for handlingen, og syv måneder senere har politiet stadig ingen spor at gå efter.

Politikommissær Lene Jensen har været en del af den resultatløse efterforskning, men da hun involveres i et dødsfald på Nørreport station, ser hun pludselig en mulig forbindelse til bomben i Tivoli.

Sammen med Michael Sander - ekslusiv privatdetektiv - forsøger hun at trænge til bunds i sagen. Kun for at opdage at nogle ved mere, end de fortæller, og at et nyt angreb i Danmark meget vel kan være nært forestående.

Anmeldelse:
Jeg var meget begejstret for Steffen Jacobsens 1. del af trilogien om Lene Jensen og Michael Sander "Trofæ", så derfor var der ingen tvivl om at jeg også skulle læse efterfølgeren "Gengældelsen".

Bogen starter med at man følger den selvmordsbomber, der udløser sin bomber lige under Himmelskibet i Tivoli. Mere end tusind børn, kvinder og mænd (ja sågar hele familier) dør den dag i Tivoli. Det er en vældig uhyggelig tanke i sig selv!

Lene Jensen deltager i efterforskningen, men der er ikke afgørende nyt. Men den dag Lene "overværer" et mistænkeligt dødsfald på Nørreport Station fatter hun mistanke om at alt ikke er som det burde være og at hun ikke ved alt hvad der foregår i efterforskningen. Sammen med den ekslusive privatdetektiv Michael Sander følger de nogle af de løse tråde som bringer dem dtættere på at forstå den rette sammenhæng, hvor langt man egentlig er i efterforskningen og ikke mindst en forståelse for at et nyt angreb er under opsejling.

Det er en anderledes og super spændende roman. Og uhyggelig skræmmende når man nu ved at selvmordsbomber foregår overalt i verden og ikke mindst dræber tusindvis af mennesker kloden over. Det er en realistisk fremstilling af hvad der reelt kunne komme til at ske i Danmark og det gør den ikke mindre uhyggelig! 

Spændende og igen en fornøjelse at læse Steffen Jacobsens godt udtænkte plot i selskab med det umage par Lene Jensen, der efter sin datters død er endnu mere rå og frygtløs og Michael Sander, den meget ekslusive privatdetektiv, som virker helt James Bond-agtig med hurtige biler og dyre vaner.

Ser frem til sidste bog i Trilogien.

 

fredag den 31. juli 2015

"En torn i øjet" af Julie Hastrup



Handlingen - Forlagets beskrivelse:
En lun sommernat cykler den unge, kønne Anna Gudbergsen hjemad gennem skoven efter en aften i byen med vennerne. Men Anna når aldrig hjem. Næste morgen bliver hun fundet brutalt myrdet i skovbrynet.

Rebekka Holm fra Rigspolitiets Rejsehold bliver sendt til Ringkøbing - den by, hun flygtede fra, da hun var nitten, og som hun ikke har sat sine ben i siden. Sammen med efterforskeren Michael Bertelsen fra det lokale politi hvirvles hun ind i et spind af løgne, svig og bedrag. Er det samme morder, der er på spil som for tyve år siden, hvor en anden ung kvinde blev dræbt? Et mord, der aldrig blev opklaret.

Anmeldelse:
Jeg har længe gerne ville begynde at læse nogle af Julie Hastrups bøger, da jeg har hørt godt om disse. Så jeg gik i krig med den første i hendes krimiserie om Rebekka Holm.

Bogen er en ret klassisk "femi-krimi" med et mord, en kvindelig efterforsker, spor og flere mulige gerningsmænd, som giver læseren mulighed for at gætte med. Det er velskrevet og en god fortælling med et godt plot, der trods afstikkere mod Stockholm ender med at sporene alle ender i Ringkøbing. Der er dog visse passager, hvor det er ret forudsigeligt hvad der vil ske.

Julie Hastrup skriver godt og man befinder sig godt med hendes beskrivelser af både mordets brutalitet, men også dagligdags banaliteter som kaffe, mad og omgivelser. Det gør, at man drages godt ind i historien og rigtig gerne vil læse videre.

Sideløbende med mordgåden, inddrages læseren også i hvorfor Rebekka Holm har så svært ved at komme tilbage til barndommens fødeby. Via de kursiverede indlæg øges forståelsen for barndommens traumer i stigende takt med spændingen i mord-gåden. Beskrivelserne af barndommen er barske og modbydelige. Det giver læseren er god start på at lære Rebekka Holm at kende og ikke mindst en forståelse for hvorfor hun har et afmålt forhold til familien.

Bogen er god og letlæselig uden at være revolutionerende, men har den har givet mig en klar lyst til at læse de næste bøger i serien.  

søndag den 26. juli 2015

"Den tredje stemme" af Cilla og Rolf Börjlind



Handlingen - Forlagets beskrivelse:
I Marseille finder man en kvindes parterede lig. Kvinden arbejdede tidligere som Target Girl for en knivkaster i et cirkus. Tom Stilton, svensk ekspolitimand og skæv eksistens, har en ven, som kendte kvinden. Sammen tager de til Frankrig for at undersøge, hvad der ligger bag det brutale mord.

I Stockholm kommer en ung pige hjem og finder sin far hængt i dagligstuen. Noget tyder på, at det er tale om et fingeret selvmord. Faren arbejdede i toldvæsenet og efterforskede en stor sag om narkosmugling.

Olivia er blevet færdig på Politiskolen, men har ikke besluttet, hvad hun vil med sit liv. Ufrivilligt drages hun ind i sagen om den døde far, og her opdager hun en forbindelse til mordet i Marseille. Tom og Olivia er ikke længere på talefod. Men nu er de nødt til at arbejde sammen.

Anmeldelse:
Cilla og Rolf Börjlinds har skrevet en god og velfungerende krimi. Der er flere tråde tilbage til deres første krimi "Springflod", som jeg har læst for meget længe siden, men hvor jeg ikke helt husker detaljerne.

Hovedpersonerne i forfatterparrets bøger er usædvanlige: Olivia, som den lidt eksotiske kvinde, nyuddannet, men endnu ikke besluttet på hvad hun vil med sit liv. Hun har gode politimæssige egenskaber, som mon ikke, at det er det det i sidste ende ender med. Tom Stilton, hvis navn hele tiden minder mig om engelsk blåskimmelost, er ret usædvanlig eftersom han gennem noget tid har været hjemløs. Nu bor han dog på en husbåd. Hvordan og hvorfor Tom endte som hjemløs får man forklaringen på til slut i bogen. Og Mette, som er efterforskningsleder, der udviser styrke og klogskab, men som nærmer sig pensionen og med alderen visse begrænsninger. Selvom karakterne i bogen er atypiske og næppe ville findes i virkeligheden, finder man sig alligevel godt tilrette med de spændende personer - og deres historier.

Der sker flere mord - dels af kvinden i Marseille og dels manden i Stockholm. Historierne bag ligger langt fra hinanden og umiddelbart er forbindelsen ikke nem at få øje på. Der går også ganske lang tid inden trådene forbindes i bogen. Men plottet er godt, bogen har flere spændende momenter og ikke mindst overraskes man også løbende. Derudover er bogen nogen steder helt "eventyrlig" i beskrivelserne af knivkasteren og hans kone.

Bogen er velskrevet og spændende, men jeg irriteres desværre over, at der er sne, så tung regn, så sne, så regn og til sidst sne. Ja, det sker nu og da i virkeligheden, men det forekommer mig, at det tilfældigvis sner der hvor forfatterne har brug for "spor i sneen"! Det ødelægger dog slet ikke bogen som helhed, som jeg synes var rigtig god og underholdende og jeg glæder mig til næste bog i rækken.