fredag den 1. maj 2015

"Den stumme pige" af Hjorth Rosenfeldt




Handlingen - Forlagets beskrivelse:
Kriminalpsykolog Sebastian Bergman er tilbage - lige så arrogant, provokerende og uimodståelig som altid. Manden, som kollegaerne hader, og forbryderne frygter.

Carlsten-familien bliver brutalt myrdet. Politiet finder hurtigt en mistænkt, men beviserne er for svage til at få ham fængslet, og Rejseholdet bliver tilkaldt for at overtage efterforskningen.

Det går hurtigt op for Sebastian Bergman og Rejseholdet, at der har været et vidne til mordene, for familiens 10-årige kusine, Nicole, er væk. Alt tyder på, at hun er forsvundet ind i skoven, hvor hendes chance for at overleve er minimal, og derfor beder politiet offentligheden om hjælp. Vel vidende at de samtidig advarer morderen om, at der er et vidne.

Sebastian finder Nicole i live. Hun knytter sig hurtigt til ham, men selv om hun genforenes med sin mor, er hun så traumatiseret, at hun nægter at tale. Men hun tegner. Frygtindgydende tegninger.

Mødet med Nicole og hendes mor vækker minder om en tid i Sebastians liv, som han allerhelst vil glemme. Også i forholdet til dem har han vanen tro svært ved at trække grænsen mellem arbejde og privatliv...
 
Anmeldelse:
Jeg har også læst de øvrige 3 bøger af Hjorth & Rosenfeldt: "Mander der ikke var morder", "Disciplen" og "Fjeldgraven" og jeg er ret begejstret for deres bøger. Og det er jeg også for "Den stumme pige".

I "Den stumme pige" myrdes en helt almindelig familie. Brutalt og koldblodigt. Rejseholdet og den arrogante Sebastian Bergman involveres, da man finder ud af, at en lille pige har været vidne til uhyrlighederne. Og starter jagten på morderen, men også morderens jagt på pigen!

Det er en spændende krimi, som også rummer gode overraskende handlings-ændringer. Og guskelov for det. For jeg synes faktisk at forlagsbeskivelsen afsløre lidt for meget af handlingen. Jeg synes godt, at den kunne have rummet færre detaljer, så læseoplevelsen og overraskelserne havde været flere.

Jeg er vild med persongalleriet, som man følger fra de forrige bøger. Og også her sker der overraskelser f.eks. ift efterforskeren Billy. Sebastian Bergman er stadig lige fræk og arrogant, men via interaktionen med vidnet Nicole og hendes mor ses også en blødere side, som klær ham. Vanja ved stadig ikke, at Sebastian er hendes far, men med hendes arrogance er der ingen tvivl om at hun slægter hun sin far på.

Jeg kan godt lide fortælle-stilen, selve historien og de side-historier der er i bogen. Det gør det til en dejlig krimi at læse - siderne vender sig selv. Og med slutningen er der ingen tvivl om at der kommer en efterfølger. Og den vil jeg glæde mig til.