tirsdag den 19. august 2014

"Den farlige leg" af Mari Jungsted



Handling - forlagets beskrivelse:
Da den gotlandske gymnasieelev Jenny bliver opdaget af et modelagentur, forandres hendes liv fuldstændig. Hun får stjernestatus, anerkendelse og hvirvles ind i en verden af glamour, penge og kendisfester.
Anderledes svært er det for Agnes. Hun har altid drømt om et liv i spotlight, men bærer på en stor sorg efter hendes mor og bror blev dræbt i en trafikulykke. Hun har et usundt forhold til mad, der har udviklet sig til en spiseforstyrrelse, som nu truer med at tage livet af hende.
Hver dag våger Agnes’ far ved hendes seng på hospitalet. Datteren er det dyrebareste i hans liv siden ulykken. Farens uendelige bekymring og hele familiesituationen giver Agnes skyldfølelse og forværrer hendes sygdom. Og det hjælper ikke, at farens nye kone insisterer på at tage med på hospitalet, kun for at sidde utålmodigt på gangen og vente på, at de skal hjem igen.
Men tragedien lurer også i Jennys tilværelse. Hendes kæreste, modefotografen Markus, er på photo shoot på den lille gotlandske ø, Furillen, da han bliver offer for et mordforsøg. Han bliver fundet på et øde sted, smurt ind i blod og banket til bevidstløshed, men stadig i live. Spørgsmålet er, om han vil blive i stand til at fortælle politiinspektør Knutas noget, der kan lede til at opklaring, før det er for sent.
De to piger har en tilknytning til hinanden, men de ved det ikke. Men det er der nogen, der gør. Holder øje med dem, lægger planer for dem og har i sinde at håndhæve sin egen retfærdighed.

Anmeldelse:
Dette er Mari Jungsteds 8. fritstående kriminalroman, som rummer det sædvanlige persongalleri med Anders Knutas, Karin Jacobsen og Johan Berg. Baggrundshistorien om det faste persongalleri udvikler sig kun langsomt og det er fint. Dog er der en del gentagelser fra forrige bøger, hvilket jeg ikke altid helt ser grunden til. Historien rummer sørgelige tragedier og kommer ind på konsekvenserne af de kvindeidealer som omgiver os. Historien bygger egentlig fint op, men det bliver aldrig rigtig spændende. Bøgerne minder efterhånden meget om hinanden, det er lidt de samme mønstrer, der går igen og man bliver ikke rigtig overrasket. På den anden side, så ved man hvad man får og det er absolut hyggelig læsning, der ikke kræver den store koncentration.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar