søndag den 7. september 2014
"Sønnen" af Jo Nesbø
Handling - forlagets beskrivelse:
Sonny Lofthus har siddet i Norges bedst sikrede fængsel siden han var atten år. Han er professionel syndebuk og tager skylden for andres forbrydelser. Som belønning får han en ubrudt strøm af heroin leveret til sin fængselscelle. Han blev ligeglad med sit liv, da hans far og store idol begik selvmord efter at være blevet afsløret i årelang korruption inden for Oslo politi.
Da Sonny opdager, at hans far i virkeligheden var en ærlig mand, der blev myrdet, flygter han fra fængslet for at tage hævn - og han har meget at hævne.
Jo Nesbø skildrer et Oslo i noir-toner, og i kulisserne danser kommunalpolitikerne, erhvervslivet, polities og domstolene med dem, der er så mægtige, at de har sat sig over loven.
Anmeldelse:
Jeg har læst en del af bøgerne om Harry Hole af Jo Nesbø og jeg er begejstret for hans bøger. Dog havde jeg det svært med hans tidligste bøger som var lidt tunge - mens jeg har virkelig holdt af Hole-serien senere hen. Denne bog er udenfor Hole-serien med nye karakterer.
Jo Nesbø er virkelig god til at skrue et plot sammen, til at drage læseren ind i den verden han kreerer og de personer historien rummer. Og som sædvanlig skildrer Jo Nesbø de sorte og mørke storby miljøer. Starten rummede en del introduktion til nye personer, hvilket kunne virke lidt forvirrende. Men ellers er det god underholdning om Sonny, der flygter fra fængslet for at tage sin hævn over sin fars drab. Et hævntogt, der både rummer drab, korruption og romantik - en historie som et eller andet sted er ret usandsynlig, men det er gjort på en underholdende og god måde. Ind i historien er også flere ret åbenlyse religiøse hentydninger til Jesus - uden at det dog er generende. Det er mere lidt kuriøst. God bog fra Jo Nesbø, som altså beviser, at han også kan skrive om andet Hole.
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar