mandag den 28. december 2015

"Den sidste gode mand" af A. J. Kazinsky



Handlingen - Forlagets beskrivelse:
"Folk dør hele tiden. Oftest på hospitaler. Derfor var planen genial. Enkel, næsten banal. 

Således starter denne prisvindende, danske krimi-roman der er blevet solgt til udgivelse i det meste af verden. Politimanden Niels Bentzon er på jagt efter en seriemorder der, med afsæt i en gammel, jødisk myte om 36 retfærdige mennesker på jorden, har udset sig de "gode" som ofre. Men hvem fortjener betegnelsen "et godt menneske"? Snart indser Niels Bentzon at han står over for en usædvanlig morder med en guddommelig plan. Spørgsmålet er om det er for sent. 

Anmeldelse:
"Den sidste gode mand" er en anderledes spændingsroman, der er en slags Dan Brown'sk jagt efter løsningen på et mysterie om dødsfald på "de 36 gode mennesker". Niels Bentzon vikles tilfældigt ind i sagen, da han via indsamlet materiale fra en politimand i Venedig og ved hjælp fra Hannah Lund starter jagten på at forstå systemet i dødsfaldene af "de gode mennesker". Ofrene har alle et mystisk mærke på ryggen og der er dødsfald overalt i verden. Kun hvis de forstår systemet kan dødsfaldene forhindres. Hannah Lund ender med at forstå systemet og så starter en intens jagt på at forindrer endnu et dødsfald.

Det er en særdeles underholdende og spændende krimi. Også selvom den bevæger sig "på et guddommeligt plan". Den bringer læseren ind i en eventyrlig jagt, som er utrolig godt konstrueret og siderne vender sig selv. 

Personskildringerne giver en godt kendskab til de personer man møder i bogen, så man lever sig hurtigt med i deres verden, også på et psykologisk plan. Jeg kan godt lide hovedpersonen Niels Bentzon.

Læs den - kan varmt anbefales. 

fredag den 11. september 2015

"Pandekagehuset" af Carin Gerhardsen



Handlingen - Forlagets beskrivelse:
Mandag eftermiddag i november, klokken er fire og mørket sænker sig over sneen. Ejendomsmægleren sætter sig til rette i toget med dagens avis. Når han ser på alle de triste, gråblege ansigter i kupeen, føler han sig lykkelig. Han har succes på arbejdet, er gift med en dejlig kvinde og far til tre børn. Ud af øjenkrogen skimter han en anden mand, der sidder tværs over for ham. Manden ser luset ud, men virker bekendt. Gad vide, om Manden er lykkelig ligesom han selv er? Om hans liv har formet sig, som han drømte om?

Da toget standser, står begge mænd af, dagen efter er kun en af dem i live.

Mordet på Hans Vannerberg er det første af flere bestialske mord, der følger i Midtsverige. Kriminalkommissær Sjöberg fra Hammarby Politi i Stockholm leder efterforskningen. Han er selv far til fem og gift med Åsa. Sammen med kollegaerne indleder Sjöberg jagten på morderen. Et menneske, der er drevet  af hævn, og hvis motiver går helt tilbage i barndommen.


Anmeldelse:
"Pandekagehuset" fik jeg for flere år siden med et ugeblad og den har længe ligget  ulæst hen. Men nu kom den op til overfladen. "Pandekagehuset" er Carin Gerhardsens debut krimi i en planlagt serie om kriminalkommissær Sjöberg.

"Pandekagehuset" handler om hævn fra fortidens mobning, hvilket er et velkendt motiv i mange tidligere krimier. Men det er bare ikke vellykket i denne. Jeg bliver ikke rørt af fortællingen og kommer aldrig under huden på personerne i bogen. Det gør læseoplevelsen noget flad. 

I bogen optræder kriminalkommissær Sjöberg, men også Petra Westman, der i løbet af bogen udsættes for et drug-rabe. Der bruges en del sider på det, både før, under og efter, men det har ingen relation til den anden handling i bogen, hvilket er sært. 

Som i mange andre bøger er der også passager om dagligsting, men her beskrives det på en måde, der bare ikke er interessant eller addere noget til oplevelsen. 

Og sidst, men ikke mindst er hverken mordene eller jagten på morderen spændende. 

Beklager, men det var desværre en lidt kedelig oplevelse.

tirsdag den 25. august 2015

"Løvetæmmeren" af Camilla Läckberg



Handlingen - Forlagets beskrivelse:
Byen er som frosset fast i vinterkulden, da en næsten nøgen pige går i blinde gennem skovens tunge snedække ud på vejen og fanges i forlygterne fra en bil. Føreren når ikke at undvige hendes spinkle skikkelse.

Da Patrick Hedström og hans kollegaer modtager alarmopkaldet, er pigen allerede identifice at ret. Hun hedder Victoria og er en af hestepigerne fra den lokale rideskole. Ingen har set skyggen af hendes, siden hun forsvandt på vej hjem fra staleden fire måneder tildligere, men det er tydeligt, at hun er blevet mishandlet i mellemtiden.

Sagen om Victoria er ikke den eneste familietragedie i Fjällbacka den vinter. Erica Falck er ved at skrive en bog, der bygger på en gammel sag om familien Kowalska. Faderen var cirkusartist og polak af oprindelse, moderen sidder fængslet for mordet på ham. Erica har gennem længere tid forsøgt at få hende i tale for at høre nærmere om, hvad der skete dengang. Nu har hun indvilliget i, at Erica besøger hende i fængslet. Men Erica ved, at hun ikke fortæller sandheden.
 
Anmeldelse:
"Løvetæmmeren" er den 9. fritstående roman om det mordramte Fjälbacka i Sverige og med det kendte persongalleri Erica, Patrick, Mellberg og alle de andre. Det er første roman siden 2012, men selvom det er længe siden sidste roman, så dukker de velkendte personer hurtigt op på nethinden.  

Og det er med lidt ambivalente følelser at møde Fjälbacka-folkene igen. På den ene side er det hyggeligt at genoplive de "gamle" personager, som man efterhånden kender så godt - og på den anden side, så er det også en anelse trivielt - specielt at den inkompetente og smådovne Mellberg fortsat er politichef virker lidt trættende og der forekommer også en del gentagelser, for at friske læserens hukommelse op.

Bogen er bygget op som Camilla Läckberg plejer at gøre i sine krimier. Man følger tre historier: Dels følger man Patrick og hans kollegaers opklaring af den nyligt afdøde Victoria, der egentlig var forsvundet, men pludselig dukker op på en snedækket landevej og påkøres af en bil. Pigen er kun en af flere forsvundne piger og politiet leder forgæves efter spor, der kan kæde de forsvundne piger sammen. Dels følger man Erica, forfatterinden med den utrolige intuition, som altid roder sig ind i sin mands politi-sager. Erica skriver på en bog om mordet på Vladek, en cirkusartist, der slog sig ned i Fjälbacka i 70'erne med sin kone og to børn. Erica forsøger forgæves at få konen Laila til at fortælle om mordet.Og sidst, men ikke mindst, en tredje kursiveret historie om hvad der rent faktisk foregik i 70'erne, da Vladek mødte Laila - en historie der langsomt bringer forståelse for hvad der foregik.

Også selve bogen gør mig lidt tvedelt i min læseoplevelse. På den ene side en spændende historie, som er godt fortalt med uhyrligheder, som også bragte gåsehud på mine arme. På den anden side, så er Camilla Läckbergs krimier efterhånden så meget skrevet over samme læst, at det bliver lidt trivielt: Patrick efterforsker mord, Erica efterforsker stof til bog, de to historier har overraskende noget med hinanden at gøre, Erica knækker koden og bringes i fare, Patrick redder hende. I denne bog er der ret mange tråde at holde styr på, at man næsten mister overblikket.

Så: Underholdende absolut, men også lidt rodet og triviel. Jeg vil dog stadig hænge på - det virker som om, at der bestemt kommer flere bøger om Patrick og Erica.
 

søndag den 16. august 2015

"Sort morgen" af Cilla & Rolf Börjlind



Handlingen - Forlagets beskrivelse:
Olivia Rønning er tilbage i politiet efter sit sabbtår og har slået sig ned i den skånske by Höganäs. Da det lille samfund rystes af et brutalt mord, sættes Olivia på sagen. Få dage senere begås et nærmest identisk mord, denne gang uden for Stockholm. De makabre mord giver genlyd i hele landet, og Olivia må samarbejde med Rikskrim for at finde morderen, inden nye forbrydelser finder sted.

Samtidig dukker en bog op med udklip fra den såkaldte Jill-sag. Den sag, som var årsag til, at Tom Stilton blev udmanøvreret i sit job som efterforsker i politiet. Den eneste sag, som han ikke fik opklaret, og som han nu ikke længere kan lade ligge.

Da et DNA-spor fra Jill-sagen matcher et spor fra de nye mord, tager sagen en uventet drejning. Opklaringsarbejdet fører fra Skåne til Stockholm og ud på øen Möja i den stockholmske skærgård. Fra nynazistiske celler og hadforbrydelser på nettet til et kollektiv fra 70'erne, som gemmer på store mørke, hemmeligheder.

Anmeldelse:
For ikke længe siden læste jeg med stor fornøjelse "Den tredje stemme" og da jeg så, at der allerede var en efterfølger udgivet, kastede jeg mig over den straks.  

Olivia involveres i to barnemord begået helt umotiveret og uden de store spor at gå efter. Tom's gamle sag om den sorte prostituerede Jill vækkes til live igen via en bog med gamle udklip i. De to sager spindes sammen, da et hudskrab fra neglene fra et af børnene matcher et DNA spor fra Jill mordet. Og så går den vilde jagt for at finde ud af sammenhængen, baggrunden, motivet og ikke mindst den ubehagelige morder. Lige som i sidste bog, så involveres Olivia i en sag og Tom i en anden sag og sjovt nok spindes de to sager sammen. Det virker lidt søgt og jeg ville ønske at forfatter-parret udvikler lidt på det.

Barnemord er ikke hverdagskost hverken i virkeligheden eller i krimier for den sags skyld. Der er megen smerte i bogen og man forarges af de nazistiske / racistiske passager. Bogen bygger historien godt op ift at forstå den rette sammenhæng og hvad det er der driver folk til at begå sådanne uhyrligheder. Selvom plottet er spændende, så er det ganske urealistisk - der er brugt noget fantasi for at strikke historien sammen. Men det er en god og spændende bog, der fænger trods det lidt urealistiske plot.

lørdag den 8. august 2015

"Gengældelsen" af Steffen Jacobsen



Handlingen - Forlagets beskrivelse:
Danmark mister sin uskyld, da en selvmordsbomber udløser en sprængladning under en af Tivolis mest populære forlystelser. Ingen tager ansvar for handlingen, og syv måneder senere har politiet stadig ingen spor at gå efter.

Politikommissær Lene Jensen har været en del af den resultatløse efterforskning, men da hun involveres i et dødsfald på Nørreport station, ser hun pludselig en mulig forbindelse til bomben i Tivoli.

Sammen med Michael Sander - ekslusiv privatdetektiv - forsøger hun at trænge til bunds i sagen. Kun for at opdage at nogle ved mere, end de fortæller, og at et nyt angreb i Danmark meget vel kan være nært forestående.

Anmeldelse:
Jeg var meget begejstret for Steffen Jacobsens 1. del af trilogien om Lene Jensen og Michael Sander "Trofæ", så derfor var der ingen tvivl om at jeg også skulle læse efterfølgeren "Gengældelsen".

Bogen starter med at man følger den selvmordsbomber, der udløser sin bomber lige under Himmelskibet i Tivoli. Mere end tusind børn, kvinder og mænd (ja sågar hele familier) dør den dag i Tivoli. Det er en vældig uhyggelig tanke i sig selv!

Lene Jensen deltager i efterforskningen, men der er ikke afgørende nyt. Men den dag Lene "overværer" et mistænkeligt dødsfald på Nørreport Station fatter hun mistanke om at alt ikke er som det burde være og at hun ikke ved alt hvad der foregår i efterforskningen. Sammen med den ekslusive privatdetektiv Michael Sander følger de nogle af de løse tråde som bringer dem dtættere på at forstå den rette sammenhæng, hvor langt man egentlig er i efterforskningen og ikke mindst en forståelse for at et nyt angreb er under opsejling.

Det er en anderledes og super spændende roman. Og uhyggelig skræmmende når man nu ved at selvmordsbomber foregår overalt i verden og ikke mindst dræber tusindvis af mennesker kloden over. Det er en realistisk fremstilling af hvad der reelt kunne komme til at ske i Danmark og det gør den ikke mindre uhyggelig! 

Spændende og igen en fornøjelse at læse Steffen Jacobsens godt udtænkte plot i selskab med det umage par Lene Jensen, der efter sin datters død er endnu mere rå og frygtløs og Michael Sander, den meget ekslusive privatdetektiv, som virker helt James Bond-agtig med hurtige biler og dyre vaner.

Ser frem til sidste bog i Trilogien.

 

fredag den 31. juli 2015

"En torn i øjet" af Julie Hastrup



Handlingen - Forlagets beskrivelse:
En lun sommernat cykler den unge, kønne Anna Gudbergsen hjemad gennem skoven efter en aften i byen med vennerne. Men Anna når aldrig hjem. Næste morgen bliver hun fundet brutalt myrdet i skovbrynet.

Rebekka Holm fra Rigspolitiets Rejsehold bliver sendt til Ringkøbing - den by, hun flygtede fra, da hun var nitten, og som hun ikke har sat sine ben i siden. Sammen med efterforskeren Michael Bertelsen fra det lokale politi hvirvles hun ind i et spind af løgne, svig og bedrag. Er det samme morder, der er på spil som for tyve år siden, hvor en anden ung kvinde blev dræbt? Et mord, der aldrig blev opklaret.

Anmeldelse:
Jeg har længe gerne ville begynde at læse nogle af Julie Hastrups bøger, da jeg har hørt godt om disse. Så jeg gik i krig med den første i hendes krimiserie om Rebekka Holm.

Bogen er en ret klassisk "femi-krimi" med et mord, en kvindelig efterforsker, spor og flere mulige gerningsmænd, som giver læseren mulighed for at gætte med. Det er velskrevet og en god fortælling med et godt plot, der trods afstikkere mod Stockholm ender med at sporene alle ender i Ringkøbing. Der er dog visse passager, hvor det er ret forudsigeligt hvad der vil ske.

Julie Hastrup skriver godt og man befinder sig godt med hendes beskrivelser af både mordets brutalitet, men også dagligdags banaliteter som kaffe, mad og omgivelser. Det gør, at man drages godt ind i historien og rigtig gerne vil læse videre.

Sideløbende med mordgåden, inddrages læseren også i hvorfor Rebekka Holm har så svært ved at komme tilbage til barndommens fødeby. Via de kursiverede indlæg øges forståelsen for barndommens traumer i stigende takt med spændingen i mord-gåden. Beskrivelserne af barndommen er barske og modbydelige. Det giver læseren er god start på at lære Rebekka Holm at kende og ikke mindst en forståelse for hvorfor hun har et afmålt forhold til familien.

Bogen er god og letlæselig uden at være revolutionerende, men har den har givet mig en klar lyst til at læse de næste bøger i serien.  

søndag den 26. juli 2015

"Den tredje stemme" af Cilla og Rolf Börjlind



Handlingen - Forlagets beskrivelse:
I Marseille finder man en kvindes parterede lig. Kvinden arbejdede tidligere som Target Girl for en knivkaster i et cirkus. Tom Stilton, svensk ekspolitimand og skæv eksistens, har en ven, som kendte kvinden. Sammen tager de til Frankrig for at undersøge, hvad der ligger bag det brutale mord.

I Stockholm kommer en ung pige hjem og finder sin far hængt i dagligstuen. Noget tyder på, at det er tale om et fingeret selvmord. Faren arbejdede i toldvæsenet og efterforskede en stor sag om narkosmugling.

Olivia er blevet færdig på Politiskolen, men har ikke besluttet, hvad hun vil med sit liv. Ufrivilligt drages hun ind i sagen om den døde far, og her opdager hun en forbindelse til mordet i Marseille. Tom og Olivia er ikke længere på talefod. Men nu er de nødt til at arbejde sammen.

Anmeldelse:
Cilla og Rolf Börjlinds har skrevet en god og velfungerende krimi. Der er flere tråde tilbage til deres første krimi "Springflod", som jeg har læst for meget længe siden, men hvor jeg ikke helt husker detaljerne.

Hovedpersonerne i forfatterparrets bøger er usædvanlige: Olivia, som den lidt eksotiske kvinde, nyuddannet, men endnu ikke besluttet på hvad hun vil med sit liv. Hun har gode politimæssige egenskaber, som mon ikke, at det er det det i sidste ende ender med. Tom Stilton, hvis navn hele tiden minder mig om engelsk blåskimmelost, er ret usædvanlig eftersom han gennem noget tid har været hjemløs. Nu bor han dog på en husbåd. Hvordan og hvorfor Tom endte som hjemløs får man forklaringen på til slut i bogen. Og Mette, som er efterforskningsleder, der udviser styrke og klogskab, men som nærmer sig pensionen og med alderen visse begrænsninger. Selvom karakterne i bogen er atypiske og næppe ville findes i virkeligheden, finder man sig alligevel godt tilrette med de spændende personer - og deres historier.

Der sker flere mord - dels af kvinden i Marseille og dels manden i Stockholm. Historierne bag ligger langt fra hinanden og umiddelbart er forbindelsen ikke nem at få øje på. Der går også ganske lang tid inden trådene forbindes i bogen. Men plottet er godt, bogen har flere spændende momenter og ikke mindst overraskes man også løbende. Derudover er bogen nogen steder helt "eventyrlig" i beskrivelserne af knivkasteren og hans kone.

Bogen er velskrevet og spændende, men jeg irriteres desværre over, at der er sne, så tung regn, så sne, så regn og til sidst sne. Ja, det sker nu og da i virkeligheden, men det forekommer mig, at det tilfældigvis sner der hvor forfatterne har brug for "spor i sneen"! Det ødelægger dog slet ikke bogen som helhed, som jeg synes var rigtig god og underholdende og jeg glæder mig til næste bog i rækken.

 

søndag den 19. juli 2015

"Pigerne fra Englandsbåden" af Lone Theils



Handlingen - Forlagets beskrivelse:
To danske piger forsvant sporløst på Englandsbåden i 1985. Mange år senere dukker et foto af dem op i en gammel kuffert hos en markandiser i den engelske kystby Brine. Journalist Nora Sand, som arbejder i London for det danske blad Globalt, graver i historien og tager til Danmark for at undersøge pigernes brogede baggund på en ugdomsinstitution. Snart Nora begynder pludselig at frygte for sit eget liv.

 
Anmeldelse:
Journalisten Nora Sand samler på gamle kufferter, så da hun finder endnu en hos en marskandiser køber hun den. Da hun kommer hjem falder nogle billeder af piger ud af foret i kufferten. Det ene af dem genkender hun som sagen om de fosvundne piger fra Englandsbåden. Hun beder sin chef om at bore i historien, så hun kan skrive om det i det blad hun er journalist på.

Herefter ledes man igennem det ene spor efter det andet. Nogle ender blindt, andre åbner op for nye spor. Et spor leder til den hårdkogte seriemorder Bill Hix, som har myrdet massevis af kvinder - og muligvis har mere på samvittigheden.

Det var med skepsis at jeg kastede mig over Lone Theils krimi "Pigerne fra Englandsbåden", da jeg ikke altid synes, at krimier med journalister som hovedrolle-indehaveren er så vellykkede. Men den fordom har jeg måtte sluge.

Historien fungerer rigtig godt. Jeg kan godt lide forfølgelsen af spor efter spor, som i sig selv ikke er fyldt med mord eller andre krimi-intriger, men som alligevel er spændende fortalt. Bogen slutter af i et hæsblæsende tempo, der binder sporene sammen og opklarer hvad der skete med de to piger.

Lone Theils skriver fantastisk godt og medrivende. Hun har en fortælle-stil som gør at selv de mest trivielle detaljer får liv og interesse. Hun har en dejlig humor, som giver bogen en skøn ekstra dimension. Jeg får faktisk følelsen af at Lone Theils kunne have skrevet  om hvad som helst - og jeg ville stadig føle mig underholdt. Lone Theils er journalist og "Pigerne fra Englandsbåden" er hendes først roman. Jeg håber, at der kommer flere.

"Løbende tjener" af Dennis Jürgensen




Handlingen - Forlagets beskrivelse:
Frans Jessen har skabt en milliardforretning med sine designersmykker. Efter en omfatende sag om ophavsreten finds den ene af de involverede parter myrdet på makaber vis, og jagten begynder på en skånselsløs morder.
I spidsen for efterforskningen står den erfarne Roland Triel fra Politigården i København.
Triel lider under en personlig tragedie. For få år siden blev hans kone brutalt myrdet i deres hje, og hans 13-årige datter mishandlet. Sangen er aldrig opklaret, og Triel er besat af tanken om at finde den skyldige.

Midt i arbejdet med den aktuelle drassag giver Triels kones morder uventet livstegn fra sig. Efterforsnkningslederen hvivles nu ins i et mørkt psykologisk spil med den forbryder, han vil gøre alt for at fange.
 
Anmeldelse:
Dennis Jürgensen kendes nok bedst som børn- og ungdomsforfatter og jeg husker selv tydeligt, at en af de første bøger jeg læste netop var fra Dennis Jürgensen: "Kærlighed ved første hik". Nu har han begået en voksen-krimi, som er det planlagte første bind i en serie om efterforskningslederen Roland Triel i hovedrollen.
 
Designersmykkerne "Løbende tjener" er en kæmpe succes og Frans Jessen tjener styrtende med penge på dem. Desværre har han netop været i strid med to af hans tidligere venner i en sag om ophavsretten til designet. En dag findes en af disse tidligere venner myrdet og han selv udsættes for et overfald på en løbetur, hvor hans hund også dræbes på bestialsk vis.
 
Dette er starten på en utrolig spændende jagt på en ualmindelig koldblodig og snedig morder, der har et helt bestemt mål - som ingen slipper levende fra at stille sig i vejen for! Hvorfor jages disse tre personer og hvem står bag disse uhyrlige forbrydelser?
 
Sideløbende med den egentlige historie følger man også den tragedie som Roland Triel har i sit private liv med en myrdet kone. En datter, som var vidne til mordet og ikke har sagt et ord siden. En morder, der stadig er løs og som pludselig begynder at sende små signaler til Roland igen. Han er opsat på at finde morderen, selvom han ikke selv må efterforske denne sag.
 
Jeg er meget begejstret for denne bog. Det er en  virkelig god historie, som rummer interessante personer og masser af intens spænding. Jeg blev meget hurtigt grebet af bogen og siderne vendte sig selv! Dennis Jürgensen skriver også livligt og humoristisk, men indimellem forfladiger jargonen sproget lidt.
 
Jeg glæder mig meget til at følge Roland Triel og til den næste bog i rækken.

fredag den 1. maj 2015

"Den stumme pige" af Hjorth Rosenfeldt




Handlingen - Forlagets beskrivelse:
Kriminalpsykolog Sebastian Bergman er tilbage - lige så arrogant, provokerende og uimodståelig som altid. Manden, som kollegaerne hader, og forbryderne frygter.

Carlsten-familien bliver brutalt myrdet. Politiet finder hurtigt en mistænkt, men beviserne er for svage til at få ham fængslet, og Rejseholdet bliver tilkaldt for at overtage efterforskningen.

Det går hurtigt op for Sebastian Bergman og Rejseholdet, at der har været et vidne til mordene, for familiens 10-årige kusine, Nicole, er væk. Alt tyder på, at hun er forsvundet ind i skoven, hvor hendes chance for at overleve er minimal, og derfor beder politiet offentligheden om hjælp. Vel vidende at de samtidig advarer morderen om, at der er et vidne.

Sebastian finder Nicole i live. Hun knytter sig hurtigt til ham, men selv om hun genforenes med sin mor, er hun så traumatiseret, at hun nægter at tale. Men hun tegner. Frygtindgydende tegninger.

Mødet med Nicole og hendes mor vækker minder om en tid i Sebastians liv, som han allerhelst vil glemme. Også i forholdet til dem har han vanen tro svært ved at trække grænsen mellem arbejde og privatliv...
 
Anmeldelse:
Jeg har også læst de øvrige 3 bøger af Hjorth & Rosenfeldt: "Mander der ikke var morder", "Disciplen" og "Fjeldgraven" og jeg er ret begejstret for deres bøger. Og det er jeg også for "Den stumme pige".

I "Den stumme pige" myrdes en helt almindelig familie. Brutalt og koldblodigt. Rejseholdet og den arrogante Sebastian Bergman involveres, da man finder ud af, at en lille pige har været vidne til uhyrlighederne. Og starter jagten på morderen, men også morderens jagt på pigen!

Det er en spændende krimi, som også rummer gode overraskende handlings-ændringer. Og guskelov for det. For jeg synes faktisk at forlagsbeskivelsen afsløre lidt for meget af handlingen. Jeg synes godt, at den kunne have rummet færre detaljer, så læseoplevelsen og overraskelserne havde været flere.

Jeg er vild med persongalleriet, som man følger fra de forrige bøger. Og også her sker der overraskelser f.eks. ift efterforskeren Billy. Sebastian Bergman er stadig lige fræk og arrogant, men via interaktionen med vidnet Nicole og hendes mor ses også en blødere side, som klær ham. Vanja ved stadig ikke, at Sebastian er hendes far, men med hendes arrogance er der ingen tvivl om at hun slægter hun sin far på.

Jeg kan godt lide fortælle-stilen, selve historien og de side-historier der er i bogen. Det gør det til en dejlig krimi at læse - siderne vender sig selv. Og med slutningen er der ingen tvivl om at der kommer en efterfølger. Og den vil jeg glæde mig til.
 

mandag den 6. april 2015

"Offer uden ansigt" af Stefan Ahnhem



Denne bog læser jeg lige nu...


Handlingen - Forlagets beskrivelse:
En lærer bliver fundet myrdet i sløjdlokalet. Ved siden af liget ligger et gammelt klassebillede, hvor hans ansigt er krydset over. Fabian Risk, der arbejder hos politiet i Helsingborg, er en af offerets gamle klassekammerater, og han bliver draget ind i arbejdet med sagen.

Snart står det klart, at gerningsmanden har flere ofre på sin liste. Hvem bliver den næste? 

Anmeldelse:
"Offer uden ansigt" er Stefan Ahnhems debut roman og sikke en debut! Stefan Ahnhem er kendt som manuskriftforfatter på en række film og tv-serier, men nu også som krimi forfatter. Og han gør det rigtig godt i sin debut roman.

Bogen starter som så mange andre med et mord - en mand får hænderne savet af og bliver anbragt i et sløjdlokale. Morderen har lagt et klassebillede ved liget og ret hurtigt ledes efterforskningen i den retning. Efterforskeren Fabian Risk, der netop er flyttet til Helsingborg i Sydsverige, har gået i denne klasse og selvom han har ferie fra sit nye job i Helsingborg, drages han med det samme ind i efterforskningen af mordene.

Og der støder flere spektakulære mord på klassekammeraterne til. Der tegner sig hurtigt et billede af motiv og morder og på et tidspunkt tænker jeg, at det bliver svært at holde tempo og gejst i fortællingen, når man så tidligt kender til "historien". Men der bliver man så snydt! Bogen tager en drejning og holder absolut tempo til sidste sider, hvilket gør den utrolig spændende.  

Stefan Ahnhem skriver godt og tempofyldt og han formår at lave små spændings-elementer flere steder i historien. Plottet er godt og spændende og mange tråde bindes sammen til slut. Personskildringerne er troværdige, men til tider lidt kliche-agtige (findes der politimænd overhovedet politimænd der ikke har problemer med ægteskabet?). Bogen skildre også temaer som mobning, ensomhed og teenage-udfordringer. Altsammen tråde der er med til at spinde historien sammen.

Utrolig spændende bog, som varmt kan abefales. Jeg ser frem til flere bøger fra Stefan Ahnhem.   
 

lørdag den 14. februar 2015

"Tilbage til Faithful Place" af Tana French


Denne bog læser jeg lige nu...



Handlingen - Forlagets beskrivelse:
Frank Makcey er weekendfar, arbejdsnarkoman og chef i undercoverafdelingen ved Dublins politi. I mere end tyve år har han holdt sig langt væk fra sit gamle nabolag Faithful Place, langt væk fra en alkoholiseret og voldelig far, en furie af en mor, og tre søskende, der aldrig rigtig har klaret sig.

En aften ringer Franks søster og fortæller, at Rosie Dalys kuffert er dukket op. Rosie var Franks ungdomskæreste. Hun svigtede ham den nat, hvor de sammen skulle være flygtet til England, væk fra en forudsigelig fremtid på bunden af Dublins sociale hierarki. Men Rosie kom aldrig som aftalt den nat. Det gør hun - indemuret i en kælder kun få husnumre fra det sted, hvor Frank ventede forgæves den fatale nat for toogtyve år tidligere.

Nu tvinges Frank tilbage til barndommens gade - og på genopdagelse i sin egen familiehistorie - både den, der var og den, der er nu.  

Anmeldelse:
Jeg har ikke tidligere læst noget af Tana French - men det bliver forhåbentlig heller ikke sidste bog jeg læser fra hendes hånd.

Tana French skriver med sikker hånd om druk, vold og magt og hvad en barndom i sådan et miljø gør ved mennesker. Jeg ser tydeligt for mig gaden, husene og personerne i historien. Tana beskriver det overbevisende og sandfærdigt. Det er sort og dystert uden at det bliver for meget.

Og historien er god! Frank venter forgæves på sin kæreste for at flygte sammen fra den dystre gade og barndom. Hun dukker ikke op, men Frank flygter alligevel. 22 år senere dukker først hendes kuffert op og kort efter hendes lig - eller resterne af det. Som politimand og forsmået kæreste søger Frank nu en forklaring på begivenhederne for 22 år siden. Det går langsomt op for Frank hvad der er sket. Jeg gættede meget tidligt i bogen hvem der stod bag, men jeg gættede ikke rigtigt ift motivet. Og det gjorde ikke spor, at jeg havde luret gerningsmanden. Tilgengæld giver bogen langsomt et billede af en forfærdelig barndom og hvilke rammer, der egentlig skabte grobund for begivenhederne.

Sproget i bogen er meget præget af det grimme sprog, der findes i sådanne miljøer med hobevis af bandeord og slang. Det generer mig nu ikke, men jeg synes simpel hen ikke oversættelserne er gode nok. Oversætteren bruger ret sære danske ord som "oggenok", "Mr Overnosser", "spassernarre", "hunderhoveder", "sinkadusen" og "skidespræller". Når det er sagt, så er Tana's skrivestil  også lidt speciel. Hun bruger f.eks meget at skrive "Jeg sagde: "...", som nærmest er manuskrift-agtigt. Hun bruger også halve gentagelser i sætninger så som "Han er helt ødelagt, er Darren". Når man lige har vænnet sig til det sproglige i bogen, så glider siderne af sig selv. Jeg var godt underholdt.
 

søndag den 8. februar 2015

"Savnet" af Michael Katz Krefeld



Denne bog læser jeg lige nu...

 

Handlingen - Forlagets beskrivelse:
Den enlige regnskabschef Mogens Slotsholm begår underslæb og flygter til Berlin for at deltage i et hemmeligt møde. Men Mogens forsvinder sporløst i den tyske hovedstad.

Tidligere kriminalbetjent Thomas "Ravn" Ransholdt, der stadig er mærket efter sin kærestes voldsomme død, bliver kontaktet af Mogens' søster Louise og involverer sig i eftersøgningen. De erfarer snart at flere enlige mænd er forsvundet for senere at blive fundet druknede og nøgne.

I et kapløb med tiden jagter de sandheden og gerningsmanden som står bag. En jagt der fører Ravn og Louise mod en gammel og uhyggelig sag fra månederne omkring Murens fald. Hvor en Stasi-agents voldsomme overgreb spinder tråde frem mod nutidens hændelser. 

Anmeldelse:
Dette er 2. bog i Michael Katz Krefeld serie om Ravn, der finder savnede personer. Denne gang er det den enlige Mogens, der forsvinder med pengene fra et underslæb.

Bogen skifter mellem at fortælle om de grufulde begivenheder i Stasi-tidens Østtyskland omkring Murens fald i 1989 og nutiden hvor søsteren Louise og Ravn leder efter Mogens. Det tog lige lidt inden baggrundshistorien i 1989 fængede mig, men den fængede mig efter noget tid og forfatteren får virkelig formået at beskrive hvor uhyggeligt Stasi var og hvilke hvilke grufulde metoder de anvendte. Det viser sig, at Mogens formentlig er taget til Berlin og Ravn og Louise følger efter, for at lede efter Mogens. Det går ikke stille af sig, da de kommer tæt på at forstå begivenhedernes rette sammenhæng og lige pludselig er de selv forfulgt af fortiden.

Michael skriver godt og persongalleriet virker gode og troværdige, men historien som sådan er nok ikke helt sandsynlig. Der er for mig også lidt uafklaretheder i historien, men uanset, så er det en god krimi og man er godt underholdt. Jeg ser frem til at læse om flere savnede personer og om Ravn, der skal finde dem. 

søndag den 1. februar 2015

"Stalker" af Lars Kepler



Handlingen - Forlagets beskrivelse:
Et link til et klip på YouTube - 52 sekunder filmet ind gennem en kvindes soveværelsesvindue. Ingen ved Rigskrim ta ger det alvorligt. Ikke før kvinden findes myrdet i sit rækkehus. Og ikke før de får endnu en filmsekvens.... Den nye kommissær Margot Silverman sidder nu på Joona Linnas kontor og kæmper desperat for at identificere kvinden og advare hende. Forgæves.

Morderens andet offer hedder Susanna Kern. Hendes mand bliver så chokeret over at finde sin kone dræbt, at han lægger hende i seng og gør hele huset rent. Hvad har han set, der har traumatiseret ham så voldsomt? Margot Silverman presser psykiateren Erik Maria Bak til at forsøge med hypnose for at få svar. Det specielle forhør frembringer ubehagelige minder hos hypnotisøren - og oplysninger, som får ham til at lyve for politiet og begynde sin egen efterforskning.

Samtidig har kommissær Joona Linna været forsvundet i over et år, og alle tror, han er død. Næsten alle. For hans kollega Saga Bauer har ikke opgivet at finde ham og få ham ind i kampen mod den bestialske kvindemorder.

Med lyset tændt kan en stalker se dig udefra,
men med lyset slukket kan du ikke se, hvem der
allerede er indenfor.

Anmeldelse:
Dette er 5. bog fra forfatter-parret Alexandra Coelho og Alexander Ahndori. Andre bøger fra parret, der skriver under pseudonymet Lars Kepler, er "Hypnotisøren" (1), "Paganinikontrakten" (2), "Ildvidnet" (3) og "Sandmanden" (4). Se min anmeldelse af "Sandmanden".

 "Stalker" handler om en række kvindmord, der starter med en filmsekvens, som sendes til politiet. Kvinderne er bestialsk mýrdet og det er tydeligt, at de pågældende kvinder har været overvåget. Via hypnose får Erik Maria Bak indsigt nok til at forstå, at der muligvis er en sammenhæng til mord begået for mange år siden. 

"Stalker" er vældig spændende og endnu en gang har ægteparret bag Lars Kepler holdt mig maksimalt underholdt. Historien virker dog ret usandsynlig, men kan man se bort fra det, så er den spændende og godt skruet sammen. Handlingen er til tider helt filmisk i spændingen og man kan levende forstille hvordan den pågældende overvågning eller forfølgelse ville se ud på en film.

Margot Silverman er en ny figur i bogen, som jeg egentlig ganske godt kan lide med hendes ligefremme facon. Joona Linna er ligeledes tilbage omend noget svækket i begyndelsen. Han kommer sig (usædvanlig) hurtigt og bliver igen central i efterforskningen. Bogen hilser igen Erik Maria Bak fra "Hypnotisøren" med i bogen i en spændende hovedrolle. Jeg savner Saga Bauer i bogen - hun var en spændende karaker, men måske hører man mere til hende i næste bog. For en efterfølger er der helt sikkert - selvom bogen og sagen har en afslutning i "Stalker", så er der alligevel lagt op til flere spændende bøger fra ægteparret og det vil jeg se frem til.

lørdag den 3. januar 2015

"Dødsshowet" af Chris Carter



Jeg beklager meget, at der har været så stille på bloggen - normalt læser jeg mange flere bøger. Men jeg er startet nyt arbejde og der har været så meget arbejde og arbejds-relateret læsestof fra starten af, så jeg har måtte prioritere det. Men her kommer første anmeldelse her i 2015.  
 
Handling - forlagets beskrivelse:
Kriminalassistent Robert Hunter fra los Angeles-politiets specialdrabsafdeling får en anonym opringning, der beder ham gå til en bestemt internetadresse - en privat udsendelse. Hunter logger på, og en forestilling kun beregnet for ham begynder straks.

Tvunget til at foretage et kvalmende valg må Hunter sidde og se på, mens et uidentificeret offer bliver torteret og myrdet live på internettet.

Før Hunter og hans makker Garcia overhovedet når at komme i gang med efterforskningen, får Hunter en ny opringning. En ny internetadresse. Et nyt offer. Men denne gang har morderen opgraderet sit spil....

Anmeldelse:
Og så er man da lige i gang!! "Dødsshowet" er Chris Carters 5. krimi og starter kvalmt og hæsblæsende som i hans øvrige bøger. Hovedpersonen Robert Hunter arbejder som kriminalassistent i en specialenhed for særlig sadistiske og brutale gerningsmænd. Han har en ph.d i kriminel adfærdsanalyse og biopsykologi og dette gør, at han netop arbejder med disse særligt psykopatiske mordere.

Og man skal ikke være en sart sjæl for at læse Chris Carters bøger, der ofte er ret detaljeret beskrevet og mordene er ret voldsomme. Men det bliver aldrig "splatter"-agtigt. Forfatteren Chris Carter, der har studeret psykolgi og kriminel adfærd og arbejdet tæt sammen med serie- og massemordere, formår at fortælle sine syge historier med en bragende god overbevisning.

I "Dødsshowet" sker en række mord ved direkte optagelser, der sendes ud på internettet - udsendt af en snug (og psykopatisk)  morder. Morderen lægger endda spor ud, som de to kriminal-assistenter Robert Hunter og hans makker Carlos Garcia, til at starte med ikke kan koble til opklaringen. Mordene er konstruerede og starter med tortur, som ender i døden. Ja, det er ikke for sarte sjæle.

Men det er godt! Plottet er glimrende, og selvom opklaringen kommer lidt pludseligt til den garvede Robert Hunter, så bliver slutningen hæsblæsende. Morderens plan er gennemtænkt ned i mindste detalje - selv til slut.

Chris Carter skriver godt og formår at gyse, skræmme og holde sine læsere vågne. Han formår at drage det psykologiske spil og tankespind ind i hans romaner på en måde, så man egentlig godt fornemmer, at selvom det er grotesk, så findes denne slags mennersker rent faktisk. Uhyggeligt!

Øvrige bøger af Chris Carter er: "Krucifiks moderen" (1), "Bødlen" (2), "Stalkeren" (3) og "Dødens kunstner" (4).